Psykisk arbejdsmiljø – Udtalelse

Psykisk arbejdsmiljø – Udtalelse

Udtalelse i sag om klager vedrørende dårligt psykisk arbejdsmiljø i Rebild Kommune
Enhedslisten Rebild tager til efterretning, at der er indgået en fratrædelsesaftale med lederen af Center Sundhed i Rebild Kommune.
Det er en sag vi er rigtigt kede af. Det er en sag, der aldrig burde være nået så langt. Det drejer sig om klager, der burde være taget hånd om for mange år siden. Derfor er der også brug for, at hele organisationen tør se indad.
Vi er ikke tilfreds med håndteringen af sagen. Byrådet burde naturligvis allerede i november 2016 være orienteret om de alvorlige anklager samt, hvordan vores embedsmænd havde tænkt sig at håndtere anklagerne. Vi finder det stærkt utilfredsstillende, at de samlede byråd først orienteres efter historien er kommet frem i TV2 Nord.
Enhedslisten Rebild tager på det kraftigste tager afstand fra chikane i form af mobning og trusler på arbejdspladsen. Det er uforeneligt med kommunens personalepolitik.
Byrådet har det overordnede politiske ansvar. Embedsværket skal sikre god opgaveløsning, samt være med til at fremme de ansattes arbejdstrivsel. Direktionen skal medvirke til, at indsatsen for et godt fysisk- og psykisk arbejdsmiljø har højeste prioritet i hele organisationen. Derfor skal der i den kommende periode iværksættes konkrete handlinger, der fremmer arbejdsmiljøet i Center Sundhed.
Desuden er der brug for, at alle niveauer i organisationen drøfter, hvordan signaler om mistrivsel bliver opfanget så hurtigt som muligt, og at der handles på udfordringerne.
Det er vores fornemste opgave at arbejde for, at lignende situationer ikke opstår igen.Den 10. marts 2017
På vegne af Enhedslisten Rebild
Bent Skovgaard Olsen Byrådsmedlem