Hvad er det gode liv? Stil spørgsmålet igen i morgen! En føljeton i 6 dele

Artikler, læserbreve, debatindlæg og anmeldelser, Demokrati, Facisme, Ideologi, Kapitalisme, Nikolaj Hyldig, Nyheder, Rød - grøn, Socialisme

En fabulerende om end forskningsbaseret afdækning af neoliberalismen og dens voksende trussel mod det danske samfund

af Nikolaj Hyldig

Nikolaj Hyldig

Nikolaj er en multidisciplinær designer og aktivist med base i Aalborg, hvor han kombinerer teknologi, æstetik og politik i sit arbejde.

Nikolaj har i 20 år forsket og undervist i krydsfeltet mellem mennesker og teknologi, og er medlem af Enhedslisten Aalborgs Kommunale Baggrundsgruppe samt Valgkampsgruppen.

Føljetonen udgør en undersøgelse af neoliberalismens natur, dens konsekvenser for samfundet og mennesket, samt dens relation til fascismen. Til sidst forsøger føljetonen at tænde et lys i mørket.

Føljetonen er på dansk – dog henviser en del referencer til engelske tekster.

Udgives i de næste 2 uger hver mandag, onsdag og fredag aften.

Med særlig tak til Magnus Jespersen.

Demonstrationen der ikke handlede om protest

En ung mand bliver holdt tilbage på jorden af to betjente. Sneen er begyndt at falde igen. Rundt omkring ham står folk med bannere, hvor der står “Uddannelse er ikke en vare” og “Stop profit i velfærd”. Det er februar, og tusindvis af studerende har samlet sig foran Christiansborg. De protesterer mod den seneste reformpakke, hvor regeringen vil omlægge SU’en til lån for visse kandidatuddannelser. På overfladen handler det om penge. Men det er noget andet, der rører sig nedenunder.

Demonstrationen er organiseret af flere elev- og studenterforeninger, men også af fagforeninger og lokale klimagrupper. Stemningen er vred – og træt. Det er ikke første gang, de står her. Det er heller ikke første gang, at politiet er mødt op med kameraer, skjolde og stramme kæber.

En ældre kvinde står i periferien med et skilt: “Min pension skal ikke investeres i overvågning”. Hun blev fyret fra sit job som hjemmehjælper for fire måneder siden. Hendes plejefirma blev opkøbt af et svensk kapitalfondsselskab, der straks omstrukturerede for “effektivitet”.

Protesterne er ikke kun mod én reform. De er mod en oplevelse, som mange danskere deler – at det fælles forsvinder. At alt bliver effektiviseret, digitaliseret og privatiseret. At staten ikke længere er beskytter, men administrator. At fællesskabet bliver udskiftet med ansvar-for-dig-selv.

Men det bliver ikke sagt på den måde. Ikke endnu.

Overfladen er dækket af støj

TV2s dækning fokuserer på, at enkelte demonstranter kastede med farvebomber. Justitsministeren tweeter, at “demokrati ikke skal forveksles med anarki”. I kommentarsporet kalder nogen de unge for forkælede. Andre skriver, at Danmark burde gøre som Ungarn: sætte mere styr på universiteternes “ideologiske forurening”.

Der er støj, men også mønstre. De samme mønstre viser sig igen og igen:

  • Offentlig modstand bliver mødt med fordømmelse.
  • Økonomiske reformer bliver præsenteret som nødvendige.
  • Sociale problemer bliver forklaret kulturelt: som svag moral, dovenskab eller mangel på danskhed.

Disse reaktioner dækker over noget dybere. De tjener et formål: at forhindre, at folk stiller spørgsmål til den egentlige struktur.

Bag facaden

Rapporten[1] der ligger til grund for den reform, der startede protesten, blev udarbejdet i samarbejde med konsulentfirmaet KPMG. Firmaet har tidligere rådgivet regeringer i Østeuropa og Sydamerika under IMF’s reformprogrammer. Det har også en afdeling i København og har blandt andet rådgivet om strukturændringer i sundhedsvæsenet. Deres rapport bruger ord som “optimering”, “konkurrence” og “incitament”. Mennesker nævnes knap.

Rapporten foreslår, at Danmark kan tiltrække “uddannelsesinvestorer” ved at gøre systemet mere fleksibelt og markedstilpasset. Den nævner, at “frihed til at vælge” er et grundprincip i moderne velfærdsmodeller. Men den nævner ikke, hvem der har frihed til at vælge – og hvem der ikke har råd.

Fortællingen der ignoreres

Det, der sker foran Christiansborg, er en friktion. Et sprængpunkt mellem liv og system. Det ligner en protest, men det er en diagnose. Det er ikke kun et nej – det er et forsøg på at sige noget sandt i et sprog, der bliver ignoreret.

Den unge mand, der bliver ført væk af politiet, er ikke en radikal. Han er en førsteårsstuderende fra Aalborg, der arbejder i Netto om aftenen. Han har regnet ud, at hvis SU’en bliver omlagt til lån, vil han have over 200.000 kroner i gæld, før han er færdig. Han har taget toget til demokratiets danske højborg, fordi han mente, nogen skulle sige noget.

Hans stemme drukner hurtigt i næste nyhedscyklus. Men han var ikke alene. Under overfladen vokser en anden fortælling. Den er endnu svag, uformet og uden centrum. Men den bærer på en insisteren: at det her ikke kun handler om økonomi. Det handler om retten til et liv, der er mere end overlevelse.

De belejlige fjender

En lokalpolitiker i Randers holder tale i forsamlingshuset. Der er kaffe, blødt lys, og pæne stole. Hun taler om boligmangel, om tryghed, og om at “vi skal passe på vores danske værdier.” Publikum nikker. Flere er enige: Der er for mange fremmede. For meget kriminalitet. For mange krav fra “de andre.”

Det virker plausibelt. Der ER boligmangel. Huslejerne er steget med 10 % i kommunen på seks år. Flere unge flytter væk. De ældre føler sig overset. Men fjenden, siger taleren, er åbenlys: flygtninge og indvandrere. De belaster systemet. De bringer “fremmede normer.” De får støtte, mens danskerne må kæmpe.

Narrativet giver mening – men kun hvis man accepterer forudsætningerne.

En fortælling uden system

Det er ikke forkert, at boligsituationen er forværret. Det er forkert, at det skyldes indvandrere.

Siden 2015 har private investeringsfonde opkøbt boliger og ældre ejendomme i danske byer[2] – inklusive Esbjerg, Randers og Horsens. Mange af dem opererer gennem skatteoptimerede selskaber registreret i Luxembourg eller Jersey. Med lovændringer i ryggen (som liberaliseringen af planloven og skattelovgivningens favorisering af ejendomsafkast), har markedet fået frit spil. Kommuner bliver presset til at konkurrere om investorer frem for at planlægge ud fra behov.

I mellemtiden ser vi hvordan lejeboligerne moderniseret for at hæve lejen drastisk[3], de almene boligbyggerier bliver stoppet eller nedprioriteret, og husstande med lave indkomster bliver fordrevet til periferiområder.

Det er her konflikten opstår. Ikke mellem danskere og udlændinge – men mellem beboere og en boligpolitik, der er blevet et investeringsobjekt.

Men det forklares ikke sådan i den offentlige debat.

Scapegoating som styringsstrategi

Når velfærdsstaten svigter, skal nogen stå til ansvar. Men i neoliberal politisk kultur må det aldrig være systemet. Det må aldrig være markedet. Det må aldrig være politikerne selv.

Så ansvaret bliver individualiseret og omdirigeret:

  • Arbejdsløshed? Manglende arbejdsvilje.
  • Boligmangel? For mange udlændinge.
  • Social uro? Kulturelt mislykkede grupper.

Denne type skyldplacering er ikke tilfældig. Den beskytter kapitalens akkumulationslogik ved at omdirigere vrede væk fra de egentlige mekanismer.

Andrea Micocci og Flavia Di Mario[4] kalder dette en “organisk totalitarisme” i neoliberalismen. Samfundet bliver forstået som en sammenhængende organisme, hvor det syge (det afvigende, det anderledes, det kritiske) må udskilles for at bevare helheden.

Statslig magt med privat begrundelse

Samtidig ser vi en forandring i, hvordan staten håndterer ulighed og uro. Staten bliver ikke længere garant for lighed, men facilitator for markedsdisciplin.

Henry Giroux[5] beskriver det som neoliberal fascisme: hvor staten stadig udøver magt, men med kapitalens præmisser. Det sker, når:

  • Politiet bruges til at kontrollere protester, ikke beskytte rettigheder.
  • Sociale ydelser skæres, men overvågning udbygges.
  • Undervisning afpolitiseres, men nationalismens symbolsprog styrkes.

Der er en dobbeltsidighed i bevægelsen: økonomisk liberalisering for markedet, autoritær mobilisering mod borgerne.

Fjenden som funktion, ikke som person

Den fjende, som lokalpolitikeren i Randers beskriver, findes ikke i den virkelige verden. Fjenden er opfundet for at opretholde illusionen om orden. Om retning. Om skyld og løsning.

Som Melinda Cooper[6] har vist, er det især i sammensmeltningen af minimalstatsøkonomi og socialkonservatisme, at fascismens “fristelse” opstår. Det bliver en følelsesmæssig kompensation for tabte privilegier og utryghed: et fællesskab, der defineres negativt – gennem hvem der ikke hører til.

Men det virkelige fællesskab bliver dermed udsat. Udskudt. Erstattet med et narrativ, der holder krisen i gang.

Systemet skjuler sig i fjendebilledet

Hvor borgerne ikke kan finde mening i deres livsbetingelser, tilbyder neoliberalismen en historie om mening. Den farligste historie er den, der peger fingre nedad – og opretholder systemet intakt.

De belejlige fjender er aldrig løsningen. De er symptomer på, at løsningen ikke må findes.

Her er en oversigt for de 6 afsnit der udkommer over de næste 2 uger

Mere fra samme område