Statsbank nu!

53 mia. kr. Det astronomisk store beløb er hvad Danmarks største bank, Danske Bank, har kørt igennem hvidvaskemaskinen i deres baltiske filialer. Midler der bevidst er holdt udenfor myndighedernes søgelys og kontrol og gennem skatteunddragelse og kriminalitet er blevet brugt til korruption, illegal våbenhandel, lyssky transaktioner og bestikkelse.  Ledelsen, i det som Berlingske i deres afsløringer har døbt ”Diktaturets Danske Bank”, har gjort sig enorme anstrengelser for at holde bedrageriet skjult for myndighederne. Kriminalitet for egen vindings skyld og på samfundets og demokratiets bekostning.

Er der nogen der til gengæld har kunnet være glade er det Danske Banks aktionærer. Diktaturets Danske Bank har år efter år høstet milliardoverskud. Nu sikrede generøse danske skatteydere også billig likviditet til banken efter finanskrisen, da andre ikke ville låne dem penge der kunne sikre bankens overlevelse og aktionærernes investering. Årsregnskabet for 2017 viste et overskud på 20,9 mia. kr. efter skat. Aktionærerne blev tilgodeset med både aktietilbagekøb og udbyttebetalinger for et 2-cifret milliardbeløb.

Almindelige kunder med en lovpligtig NemKonto som lønkonto, budgetkonto og måske et bil-, bolig- eller forbrugslån har imidlertid ikke mærket meget til overskuddet. Gebyrerne vokser fortsat og er du så uheldig at du er på kontanthjælp eller anden lavindkomst, skal du være heldig hvis banken overhovedet vil ulejlige sig med at administrere en budgetkonto. Indskudslån eller overtræk kan du godt glemme alt om. Til gengæld får du lov til at betale for hver en ydelse.

Så virkeligheden er at du som almindelig bankkunde betaler banken for gennem spekulativ virksomhed på kant med lovgivningen at føre en risikabel forretning hvor aktionærerne år efter år skummer fløden.

Hvorfor i al verden skal vi fortsat finde os i det?

En oplagt løsning ville være at lave en spekulationsfri statsbank, der kunne drive almindelig ud- og indlån, med høj sikkerhed. Der kunne sikre investeringer også i udkantsområder til både bolig og håndværk.
En bank hvor alle borgere får placeret deres lovpligtige NemKonto. Hvis man har et ønske om at skifte til en af de kommercielle banker er man selvfølgelig fri til at gøre det, men man har altid ret til en NemKonto hos den spekulationsfri statsbank.

Det ville sikre et reelt alternativ til de borgere der ikke ønsker at bidrage til den samfundsundergravende virksomhed som visse banker bedriver, hvor de forsøger at undslå sig en hvilken som helst form for demokratisk kontrol med deres virksomhed. Det ville sikre store midler til lavrisikable lokale investeringer. Til gengæld vil bankerne skulle finde andre midler til deres kasinokapitalistiske eventyr og aktionærerne ville nok blive nødsaget til at finde sig et ordentligt arbejde i stedet for blot at se pengene rulle ind på kontoen.

Hvis man anser bankernes rolle som værende at fordele kapital, må det være et klart og tydeligt krav at de kommer under demokratisk kontrol, så kapitalen kan investeres til samfundets bedste og ikke efter aktionærernes tørst efter profit.
Sagen med ”Diktaturets Danske Bank” viser med al tydelighed hvor den sti ender.