Tuberkulose kan udryddes – hvis vi vil

Af Peder Hvelplund, FT-kandidat, Enhedslisten

1.500.000 årligt. 4.000 dagligt. Så mange mennesker dør på verdensplan af Tuberkulose (TB). Menneskeliv, der kunne reddes, hvis vi ville.

I oktober måned deltog jeg i det Globale TB Caucus i Haag, hvor parlamentarikere fra hele verden, både lande, der er ramt af TB, og donorlande mødes og diskuterer, hvordan vi kan få bremset sygdommen.

TB er den infektionssygdom, der dræber flest mennesker på verdensplan. Flere dør af TB end af HIV/AIDS. En tredjedel af verdens befolkning bærer TB-bakterien i kroppen, og hos 10% udvikles sygdommen. Det er især et nedsat immunforsvar, der gør, at sygdommen kommer i udbrud. Det kan være som følge af et liv med dårlige sanitære forhold, hjemløshed og utilstrækkelig ernæring. Altså en sygdom, der udvikler sig primært i fattige lande med dårlige sociale vilkår.

TB er en sygdom/epidemi, der kan udryddes.

Nogle af os kan huske Calmette-vaccinen, man fik som barn. Den virker i 10 år og kan kun gives til børn. Men der er i de seneste 80 år stort set ikke blevet udviklet nye behandlingsformer. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor vi ikke udvikler en kur mod en sygdom, der kan udryddes, og som årligt dræber 1.500.000. Det kyniske svar er i al sin enkelhed, at det gør vi ikke, fordi det er en sygdom, der ”kun” dræber fattige mennesker. Både nationalt og internationalt. Det er skravlet, der kreperer, og det rager os, så længe vi kan holde det på afstand.

Med en sygdom, der er så udbredt, kan man ikke påstå, at der ikke er et marked. Det er bare ikke et købestærkt marked. Det er mennesker, der ikke er profit i for medicinalindustrien. Det er langt mere profitabelt at udvikle medicin til kroniske, aldersbetingede lidelser i den industrialiserede, vestlige del af verden. Sygdommen rammer primært i Afrika syd for Sahara, Indien, Rusland, de centralasiatiske lande og Østeuropa. Sygdommen er en bakterieinfektion og kan derfor bekæmpes med antibiotika, men på grund af de manglende profitmuligheder for medicinalindustrien er der ikke udviklet nye behandlingsalternativer. Kuren, der findes, er forholdsvis effektiv men skal tages over 6 mdr. Det giver store problemer i lande med dårlig infrastruktur, da det kan være besværligt at sikre, at patienterne overholder kuren. Dette har som konsekvens, at der opstår multiresistens overfor behandlingen. Heller ikke her stiller medicinalindustrien sig på befolkningens side men er mere optaget af at sikre høj indtjening til aktionærerne.

For den eneste tilgængelige behandling er en kur der varer over 2 år, hvor der skal indtages over 20 piller dagligt og foretages smertefulde indsprøjtninger. Bivirkningerne er massive og ødelæggende, som f.eks.  selvmordstanker, psykose og døvhed. Oven i købet er det kun knap halvdelen, der bliver kureret. Multiresistent TB er i voldsom vækst i Østeuropa og er derfor et stigende problem.

Det er ganske tankevækkende, at når der udbryder en Ebola-epidemi i Centralafrika, så går det ganske hurtigt med at sætte turbo på at udvikle en vaccine og afsætte midler til at bekæmpe sygdommen. Det er også en nødvendig og indlysende indsats. Men mens der på et år døde 11.000 mennesker af Ebola, døde der 1.500.000 af TB. Dødsfald, der også kunne have været forhindret. Grunden til forskellen i tilgangen er formentlig, at potentielt ville Ebola kunne sprede sig hurtigt og dermed true befolkningerne i den vestlige verden, hvorimod TB endnu ikke er en trussel for os. Det er skræmmende og ikke noget, vi kan være stolte af, men det er nok virkeligheden.

Hvad gør vi så i Danmark for at stille os forrest i kampen for at udrydde denne sygdom, som vi kan udrydde, hvis vi vil. Forsvindende lidt, desværre. En af hovedaktørerne i bekæmpelse af TB er Den Globale Fond, som indsamler midler til forebyggelse og behandling af de 3 store sygdomme, der dræber på verdensplan; HIV, TB og Malaria. Det danske bidrag til Den Globale Fond har været faldende i de seneste år. Hvor vores broderlande, som Sverige og Norge, er i top-10 blandt bidragsydere, ligger Danmark langt lavere på listen.

Heller ikke når det kommer til at opfylde de mål, der blev opstillet på FN-topmødet i 2018 om bekæmpelse af TB, har vi i Danmark noget at prale af. I forhold til de forpligtende mål, som Danmark har bundet sig til, ligger vi blandt de europæiske lande på en 44. plads. På verdensplan er det en 175. plads. Tænk, hvilket ramaskrig det ville udløse, hvis det var en PISA-test eller FIFAs verdensrangliste for herrefodboldhold. Så skulle der nok komme en handlingsplan! Men her handler det om at kunne redde menneskeliv i 3. verdenslande, og så er det åbenbart ikke så vigtigt.

TB findes også i Danmark. I 2016 blev der konstateret 330 tilfælde i Danmark, men også her er der en stor social skævhed. Det er primært socialt udsatte, misbrugere og hjemløse, der bliver ramt, og især borgere med grønlandsk baggrund. På Grønland er det et temmelig stort problem, specielt i de sværere tilgængelige områder. Igen ser vi det samme billede. Når det ikke lige er hvide, velstillede middel- og overklassedanskere, der bliver ramt, er interessen til at overse.

Kravet til den danske regering må selvfølgelig være, at der bliver lavet en handlingsplan, der som minimum kan sikre, at vi lever op til de aftaler, vi har forpligtet os til.
Endvidere er det helt nødvendigt, at den danske regering øger bidraget til Den Globale Fond betragteligt. Det er en væsentlig forudsætning for at kunne sikre midler til forskning og udvikling af både ny vaccine og en effektiv kur mod både TB og multiresistent TB.

Vigtigst er det imidlertid, at vi får et opgør mod hele medicinalindustriens patentsystem.
Det er fuldstændigt uholdbart, at incitamentet til at forske og udvikle ny medicin er hensynet til aktionærerne og ikke hensynet til folkesundheden.

Vi oplever i disse dage, hvordan hele finanssektoren bliver afsløret i ren grådighed – fordi de har fået lov. Det samme gør sig gældende for medicinalindustrien. For nylig skulle medicinalgiganten Gilead prissætte en kur mod Hepatitis C. Forskningen, der ligger til grund for kuren, var udviklet på et offentligt universitet, betalt af skatteydere. Men Gilead havde købt forskningen og rettighederne og taget patent på det færdige produkt. Kuren kunne sælges i Indien for 1000 kr., stadig med fortjeneste, men da den skulle prissættes til det danske sundhedsvæsen, blev det til en pris på 360.000 kr.. Da Gilead blev spurgt til     den eksorbitant høje profit, lød det helt enkle svar: Prisen er så høj, fordi vi kan!
Gilead så ganske simpelt på, hvad det ville koste det danske samfund, hvis kuren ikke var der.

Men det er en dybt urimelig måde at prissætte på.

For det første kommer skatteyderne til at betale 2 gange. Både for forskning og udvikling og for et krav om overpris for produktet, fordi vi har et veludviklet sundhedsvæsen.
For det andet bliver medicinen så dyr, at det kun bliver en begrænset patientgruppe, der vil få adgang til medicinen.
For det tredje betyder det, at der kun bliver forsket i og udviklet medicin til patientgrupper, der er købestærke.

Det ses med skræmmende tydelighed, når det handler om TB; en sygdom der årligt dræber 1.500.000 mennesker. Den kan ikke blot kureres – den kan faktisk udryddes. Når den ikke bliver det, er det, fordi vi vælger, at den ikke skal.

  • Et valg truffet af en dansk regering, der ikke prioriterer at give tilstrækkelige bidrag til kampen mod TB.
  • Et valg truffet af medicinalindustrien, der sætter hensynet til aktionærerne over hensynet til folkesundheden.