Interview med karavane-Pia – alias Pia Thorsen, der er folketingskandidat i Frederikshavn
Valgkaravanen har nu besøgt Skagen, Frederikshavn, Sæby, Hirtshals og Hjørring. I dag, mandag kommer vi til Vrå kl. 15. hvor vi igen viser “flag” og får masser af samtaler med vælgerne.
Disse 1 til 1 samtaler med vælgerne er gode, siger Pia Thorsen – og fortsætter: De giver mig endnu bedre lokalkendskab. Og de bekræfter mig i, at der er vigtige kampe forude for de kammerater, der skal forhandle med en kommende regering.
Der er 3 temaer, der går igen
De største bekymringer angår landbrugets grønne omstilling; kvælstofudledningen som ødelægger vores havmiljø, sprøjtemidler, der forgifter vores drikkevand og co2 udledningen fra det meget store antal dyr, der skaber store klimaforandringer.
Bekymringer om at psykiatriplanen kun bliver til den 1-årsplan, der er vedtaget. Det er nemlig kun første skridt. I aftalen er der heldigvis planlagt videre forhandlinger. Så vi kommer i mål med at sidestille det mentale helbred med det fysiske, når det handler om behandling og forebyggelse.
Det sidste, jeg hører meget om, er uligheden. Dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, studerende, førtidspensionister og pensionister er alle blevet fattigere siden midten af 90’erne, fordi satserne ikke reguleres efter den øvrige pris- og lønudvikling. Det har skabt en reel underklasse, der er nødt til at tigge sig til mad og tøj. I den nuværende krise er desperationen og fortvivlelsen overvældende. Mange må opgive deres bolig og mange er blevet registreret som dårlige betalere.
Og nå ja, så er der også samtalerne med dem, der vil bestemme, hvilket tøj andre mennesker må have på. De samtaler gør ikke indtryk, og de er meget korte.