Kandidater til folketingsvalget

1 – Peter Hvelplund (Hjørring valgkreds og Brønderslev valgkreds)

Jeg har været politisk aktiv det meste af mit voksenliv. Først i VS og var med til at danne Enhedslisten hvor jeg har lagt min politiske indsats siden. Både som politisk aktivist og som tillidsvalgt.

Jeg er gift med Louise, som sidder i Hjørring Byråd og vi har 3 børn.

Jeg har primært beskæftiget mig med klima- og miljøpolitik, trafikpolitik, socialpolitik og de seneste år også sundhedspolitik.

I perioden fra april 2016 til marts 2017 var jeg stedfortræder for Stine Brix som medlem af Folketinget, mens hun havde barselsorlov. I den periode var jeg Sundheds- og psykiatriordfører. Et hverv jeg overtager igen pr. 1/1 2019.

Det kapitalistiske samfund er en gavebod af absurditeter. Livsreddende medicin bliver ikke udviklet fordi medicinalindustrien ikke synes fortjenesten er høj nok. Aktionærer skovler profitter ind mens de ansatte må gå for en sulteløn. Vi forbruger flere jordkloder på vores jagt på vækst og profit og vi kan sprænge den jordklode vi har i luften op til flere gange. Men vi har altså kun én.Derfor vil jeg gerne fortsætte mit politiske arbejde ved at tage en tørn i Folketinget og arbejde for en verden i økonomisk og økologisk balance.

2 – Sinem Demir (Aalborg, valgkreds øst)

26 år, født og opvokset i Odense, men er tyrkisk af oprindelse. Begge forældre er fra en mindre by i det vestlige Tyrkiet.

Skilsmissebarn. Har altid boet sammen med sin mor og storesøster. Har tre halvsøskende.

Sinem’s engagement i fællesskabet er formet af mange ting i hendes 26-årige liv. Men mest af alt er det nok formet af hendes mor, og den kamp, hun som kvinde er dømt til at kæmpe.

I starten af 90’erne gjorde hendes mor noget vildt, hun lod sig skille fra Sinem’s far. Hun gjorde op med forventningerne fra samfundet i en alder af 29 år, som ufaglært arbejder med to børn på henholdsvis 2 og 9 år. Hun og hendes veninder, på tværs af etnicitet, uddannelsesniveau og religiøsitet, etablerede sådan et søsterskab, så afhentning af børn, økonomi m.m. blev koordineret i fællesskab; hverken mændene selv, deres kørekort, eller deres biler var nødvendige. Alt kunne klares på cykel og med bus.

Disse mangfoldige feminister lod Sinem forstå vigtigheden i at gøre op med patriarkatet, og i at række hånden ud til alle, uagtet køn, seksualitet, etnicitet og religiøs overbevisning.

Sinem husker, hvordan hun savnede sin mor, der måtte tage på arbejde kl. 4.30 og først var hjemme igen kl. 17. For selv om Sinem var heldig, og voksede op i en tid, hvor pædagogerne i daginstitutionerne havde tid til børnene, var det altså mest af alt hendes mor hun ville have. Derfor synes Sinem, at det er så vigtigt, at vi diskuterer 30-timers arbejdsuge.

Tanken om at gøre en forskel, at hjælpe andre og engagere sig i politik, har altid været der, og startede nok for alvor da Sinem blev elevrådsformand i folkeskolen. Sidenhen har hun både været medlem af forskellige organisationer, politiske sammenslutninger, været med til at danne et antiracistisk netværk, og nu blevet førstegangskandidat til Folketinget.

Sinem interesserer sig især for ligestilling, integration, beskæftigelse, arbejdsmarked, sundhed, psykiatri, velfærd, retspolitik og boligområdet.

Andre oplysninger om Sinem:

Har været i arbejde siden starten af 7. klasse, altså som 14-årig. Sit 2. job havde hun i ti år (salgsassistent) .

Er ansat hos Jensens Bøfhus som værtinde, og har været det 6,5 år. Er valgt som tillidskvinde/ tillidsrepræsentant.

Er medlem af og aktiv i 3F.

Frikøbt fra Jensens Bøfhus henover sommerferien i 2018, og blev 3F’s hovedkoordinator på Jobpatruljen i region Hovedstaden, Nordsjælland og Bornholm. Deltager også i projektet ”Tivoli Food Hall”.

Studerer Mellemøstens Sprog og Samfund på Københavns Universitet Amager.

Har i løbet af 2018 taget et kursus som Faglig Meningsdanner hos Cevea.

Er medstifter af et tværpolitisk netværk, ”Mangfoldige Stemmer – Mod racisme.”

Er den kvindelige ordfører for HDK-Danmark (Enhedslistens tyrkiske søsterparti, HDP’s organ i Danmark)

Under kommunalvalget 2017 var Sinem nummer 19 på listen i København. Hun havde alligevel en meget travl valgkamp, som gik over al forventning. 525 personlige stemmer blev det til, hvilket gjorde at hun sprang listen og blev 3. suppleant.

3 – Susanne Flydtkjær (Aalborg, valgkreds vest)

55 år – ansat som sagsbehandler i Brønderslev Kommune

Går til valg på to mærkesager:

Mennesker skal behandles ordentligt. Alt for mange mennesker slides ned på arbejde og har ingen eller meget begrænset mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – helt eller delvis – på ordentlige forhold. Der er behov for at vende tingene på hovedet. Det nødvendige arbejde skal deles – og så skal der være mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet – hvor man skal tilbydes samfundssikret mindsteindkomst, mod at leve et godt liv som man selv definerer.

Klimaudfordringen – eller problemet er en anden mærkesag for Susanne. Der skal på hel anden vis end i dag lægges om fra vækstpolitikken og i stedet sættes turbo på andre klimavenlige produktionsformer og livsførelse – hvis børn og børnebørn også skal have en jord at være på.

4 – Berit Raldin (Thy-Mors valgkreds)

Jeg er 49 år og underviser på EUC Nordvest, Thisted Handelsgymnasium. Jeg er gift og har tre børn.

Fra kommunalvalget i 2017 er jeg 1. suppleant til Kommunalbestyrelsen i Thisted og med i den kommunalpolitiske baggrundsgruppe.

Politik har jeg altid været interesseret i, men det er først de senere år at jeg er blevet aktiv i et politisk parti.

Jeg syntes ikke længere det gik at sidde på sine hænder og beklage sig over den måde samfundet udvikler sig på.

Når vores velfærdssamfund er ved at kvæles i besparelser for at betale skattelettelser til de bedst lønnede, Når hensynet til klodens klima og miljø gang på gang taber til kortsigtede kapitalinteresser og når de svageste borgere i landet bliver skubbet ud i fattigdom, så nægter jeg at acceptere argumenter som ”det er udviklingen” ”det er globaliseringen” ”det er markedskræfterne”. Det er mennesker, der skaber udviklingen. Det er os, der skal bestemme i hvilken retning den skal gå! I Folketinget vil jeg arbejde for lighed og social retfærdighed, fordi alle mennesker er lige meget værd og for en økologisk og menneskeligt bæredygtig udvikling, så de næste generationer også har en beboelig jord og tryghed i fællesskabet.

5 – Anna Aaen (Aalborg, valgkreds nord)

Jeg er 35 år, og bor sammen med min kæreste og vores to børn på 3 og 5 år, i et bofællesskab lidt uden for Aalborg.

Vi har ret til giftfri mad og giftfri drikkevand. Flere og flere grundvandsboringer bliver lukket, i en tid hvor vi har et større og større behov for vand. Ikke alene er økologi den form for landbrug der er mest rentabelt, den er også den eneste form der beskytter vores drikkevand, og den eneste form der kan sikre giftfri fødevarer. Vi skal støtte landbruget til en omlægning til økologi, så vi igen kan få et rentabelt landbrug, der producerer sunde og giftfri fødevarer.

Vi skal sikre ordnede arbejdsvilkår for alle. Alle skal have en ordentlig løn for ordentligt arbejde, så de kan købe de varer i butikkerne som de selv har været med til at producere. Det skal ikke være billigere at hyre udenlandsk arbejdskraft end det er at tage en lærling. Danmark skriger på arbejdskraft, og de unge skriger på praktikpladser. Det er en ligning der sagtens kan gå op.

6 – Finn Grøn Nielsen (Himmerland)

Jeg har været medlem af Enhedslisten Rebild siden 2012. Jeg har altid stemt på Enhedslisten og før dem var det VS, der fik min stemme.

EL er dét parti, der vil og kan løfte Danmark ind i det 21. århundrede. Alle skal føle sig værdsat, og derved får vi et solidt samfund med stærk sammenhængskraft.

Mine mærkesager er klima, landbrug og undervisning.

  • Klimaet fordi det er bydende nødvendigt at stoppe ødelæggelsen af klimaet. Hvis vi ikke stopper ødelæggelsen nu, vil det være for sent i løbet af få år.
  • Landbruget (fødevareforsyning) fordi det er vigtigt, at alle har adgang til sunde og giftfrie fødevarer. Og så vil en ændring i dyrkningsmetoder kunne betyde, at landbruget kan gå fra at være klimasynder til at være klimaduks. Desuden er det landbruget, der sidder på vore drikkevandsressourcer – rent drikkevand skal være en menneskeret.
  • Undervisning fordi viden er vores vigtigste ressource.

Biografi:

Politisk:
Jeg har været opstillet til de to sidste kommunalvalg (2013 og 2017), og til regionsvalget i 2013.
Det er første gang jeg opstiller til Folketinget.
Aktivt medlem af EL fra 2012. Aktivt medlem af VS i 1973 til 1977.

Uddannelse og erhverv:
Studentereksamen. Uddannet landmand. Merkonom i regnskab. HD 1. del.
Har arbejdet som landmand i 10 år, heraf 3 år som selvstændig landmand. Har arbejdet 10 år på redskabsfabrik som maskinpasser, og samtidig medarbejderrepræsentant i virksomhedens bestyrelse. Arbejdet næsten 20 år som friskolesekretær (+ 10 år som pædagogmedhjælper samtidig og samme sted).

Andet:
Siddet i menighedsråd i flere perioder, hvoraf 2 år som formand.
Nuværende kasserer i den økologiske andelsboligforening Himmerlandsbyen, hvor jeg også bor.
+ Alt det løse. Man bliver ikke 65 år uden at blive involveret i alt muligt 🙂

7 – Torsten Ringgaard (Mariagerfjord)

Jeg er 42 år, lokomotivfører og far til en teenager.

Jeg har været aktiv i politik hele mit voksenliv og interesserer mig især for disse nøgleområder:

Bekæmpelse af fattigdom, arbejds- og hjemløshed, kampen for et bedre miljø og en ambitiøs klimapolitik samt en effektiv og miljøvenlig kollektiv transport.

8 – Poul-Erik Andersen (Frederikshavn)

Jeg er 67 år gammel og gået på pension.

De sidste 25 år af mit liv var jeg fisker, hvor jeg bl.a. sad i bestyrelsen for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

Er førstesuppleant til Frederikshavn byråd.

Har været formand for bruger-pårørenderådet ved leve-bomiljø i Ålbæk.

Gift og bor i Ålbæk.